Aalborg Kommune har som de første i Danmark ansøgt om tilladelse til at indsætte førerløse el-busser på en strækning i byen på forsøgsbasis. Lige før sommerferien sendte de deres ansøgning om tilladelse til Vejdirektoratet.

Forud er gået tre år med planlægning, og et års arbejde med at forberede ansøgningsmaterialet. Til det sidste har Aalborg Kommune fået hjælp af en professionel assesor.

Ny og uprøvet lov

For både kommunen og assesoren har det været en stor udfordring at tage livtag med den nye lovgivning på området for test af førerløse køretøjer.

“Lovgivningen på området er kun et år gammel, og som de første i Danmark har vi ikke haft andre at læne os op ad. Ude i verden har man grebet det an på andre måder, så heller ikke her har vi kunnet hente så meget hjælp,” fortæller Maria Vestergaard, der er teamkoordinator for Trafik og Veje i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Hjælp til at garantere sikkerheden

Assessorens rolle er at være et uvildigt sæt øjne, der kritisk kan vurdere, om færdselssikkerheden i projektet er høj nok. Og det har krævet en stor indsats fra begge sider, fortæller Maria Vestergaard.

“Det har været rigtig hårdt indimellem, og vi er klar over, at vi betaler alle lærepengene for de næste, som på mange måder vil have det lidt nemmere. Men det er spændende at være de første,” siger hun og tilføjer:

“Vi har haft et rigtig fint samarbejde, som har været præget af gode diskussioner hele vejen igennem. Vi har fundet pragmatiske løsninger på de udfordringer, der er i at starte en rute med føreløse busser - et område, hvor loven ikke ligger lige til højrebenet,” siger hun.

Ruten gør byen smartere

Fremtidens smarte byer vil sandsynligvis se flere af denne type førerløse køretøjer, som også Københavns metro er et eksempel på.

“Det kan få indflydelse på vores byer i fremtiden. Vi vil kunne øge mobiliteten markant for mange både i og uden for byerne - f.eks. unge, der skal ind til byen for at gå i skole, og ældre, som kan komme ud at handle på egen hånd,” siger Maria Vestergaard.

Hun forudser også, at nogle af byens p-anlæg måske en dag kan erstattes af parker, og at trafikken i det hele taget kan blive tænkt på helt nye måder.

“Selvom projektet på Astrupstien er meget afgrænset, vil det give os en unik viden, som ikke eksisterer i dag. Det kan give os et praj om, hvordan vi kan indrette byen og prioritere vores ressourcer i fremtiden,” siger Maria Vestargaard.

Stor værdi at have detaljerne på plads

Samarbejdet med assessoren har bidraget til, at projektet står stærkere, også når det skal forklares for andre.

“Det er en styrke at have alle detaljerne omkring færdselssikkerheden på plads, når vi fortæller om projektet til andre. Hvis nogen er i tvivl, kan vi fortælle, at der er styr på det, og at der ikke er grund til bekymring. Selv helt små ting er blevet tænkt igennem, og det giver projektet en vigtig troværdighed,” siger Maria Vestergaard.

Fakta om føreløse busser i Aalborg

Aalborg Kommune har som de første i Danmark indsendt en ansøgning om at starte drift af føreløse busser på Astrupstien i Aalborg Øst.

  • I alt tre el-busser bliver sat ind på den planlagte rute. De skal være bruges på skift, så to er ude at køre, mens den tredje står til opladning. På den måde er der altid frisk strøm på busserne.
  • Strækningen, som busserne skal køre på, er ca. 2 km lang og løber gennem et område, der ellers ikke har adgang for biler og offentlig transport.
  • Busruten skal øge mobiliteten for områdets beboere, så de kan komme til og fra aktiviteter, læge, butikker og andre steder.

Faktaboks

5 vigtige overvejelser inden man hyrer en assessor til færdselssikkerhedsmæssig vurdering
 
  1. Beskriv din metode for at påvise sikkerheden i projektet. Da der ikke er nogen specifikke krav i lovgivningen, er det vigtigt at skabe fælles fodslag med assessor inden selve assesseringen.
  2. Husk, at ikke alt handler om køretøjet. Der skal være fokus på det integrerede set-up, inkl. rute/infrastruktur, organisation/kompetencer og procedurer.
  3. Aftal en dialogbaseret proces med assessor – det gør arbejdet hurtigere og billigere. Pas på med blot at kopiere assessortilgangen fra andre brancher.
  4. Pas på ikke at være tidsoptimist. Lav ambitiøse dog realistiske planer. Processen tager tid, særligt projektudviklingen, køretøjsgodkendelsen, assesseringen og myndighedsbehandlingen.
  5. Vælg en erfaren assessor, der har været gennem processen før - det giver større chance for en effektiv proces.

 

Kilde: Anders Hald Simonsen, Lead Assessor ved Aalborg Kommunes projekt med førerløse busser