Rundt omkring i verden lige fra mediegiganter som BBC og CBS til lokale biblioteker og andre former for arkiver ligger der millioner af timers nyheder og andet historisk materiale, der oprindeligt blev indspillet og gemt til eftertiden på 16 og 35 mm filmruller, og som nu venter på at blive digitaliseret. Den opgave har den danske iværksættervirksomhed Vintage Cloud A/S tænkt sig at byde ind på med deres unikke massedigitaliseringsmaskine, der er blevet videreudviklet med nye input fra forskere fra DTU Fotonik.

Højteknologiske virksomheder

”Der har manglet en dedikeret digitaliseringsmaskine – også internationalt – der kan løse den kæmpe opgave med at overføre arkivmateriale fra gamle spolefilm til computere,” siger Niels Bokkenheuser, der sammen med kompagnonen Peter Englesson er stifter og ejer af Vintage Cloud. Siden efteråret 2013 har virksomheden sammen med 19 andre højteknologiske virksomheder med alt fra 2-40 ansatte været en del af vækstforløbet ’Viden som Vækstmotor’, der er udviklet af landets største forskerpark Scion DTU i samarbejde med blandt andre DTU. Kernen i forløbet er at hjælpe højteknologiske smv’er med at udvikle deres eksisterende produkter, så de bliver endnu mere konkurrencedygtige.

Styret af innovationskonsulenter

”Når banebrydende forskning forlader universiteterne og bliver til forretning, taler man om spin-out. I ’Viden som Vækstmotor’ forsøger vi at lave den modsatrettede bevægelse – dvs. en form for spin-back – hvor vi matcher eksisterende virksomheder med den for deres udvikling helt rigtige forsker fra DTU. Pointen er, at virksomhederne gennem et målrettet forløb styret af vores innovationskonsulenter får tilført ny teknologi og indsigt, så de kan udvikle og forbedre deres nuværende produkter og dermed erobre nye markedsandele,” siger Helle Nielsen-Elgaard, innovationschef hos Scion DTU.

Professionel rådgivning en del af vækstforløbet

Da de begyndte i vækstforløbet, havde Vintage Cloud styr på den lyskildeteknologi, der gør det muligt at lave en fornuftig forretning ud af at køre 16 mm film igennem digitaliseringsmaskinen. Men man manglede den fornødne ekspertise til at lave samme manøvre med film optaget i 35 mm. Den hjalp forskere fra DTU Fotonik med. ”Forløbet har været super godt. Vi er kun to fuldtidsansatte, og derfor er bundlinjen den, at hvis vi ikke var kommet med i ’Viden som Vækstmotor’, så havde vi ikke haft kapaciteten til at fortsætte udviklingen af 35 mm-delen. Og dermed var vi gået glip af et kæmpe internationalt marked,” siger Niels Bokkenheuser, der også har fået stor værdi ud af den professionelle forretningsrådgivning, der ligeledes er en del af vækstforløbet. Han forventer, at den første prototype af digitaliseringsmaskinen er klar til at blive vist frem i virksomhedens showroom i London indenfor en måned.