Thomas Videbæk befinder sig i San Francisco, USA’s innovationscentrum, da vi fanger ham på telefonen. Det er ikke tilfældigt, for som koncerndirektør for Novozymes’ Research, Innovation & Supply-organisation må han hele tiden have blikket rettet mod steder, hvor nye idéer udfolder sig.

”Innovation er grundlaget for Novozymes forretning. Vi har konstant fokus på forbedring og udvikling af nye produkter og koncepter. Det, vi gør i dag, er ikke godt nok i morgen,” lyder det fra Thomas Videbæk.

Noget tyder på, at det bærer frugt. Således har det amerikanske erhvervsmagasin Forbes placeret Novozymes på plads nummer 59 på sin liste over verdens mest innovative virksomheder. Blandt danske virksomheder overgås de kun af Coloplast.

Innovation er grundlaget for Novozymes forretning. Vi har konstant fokus på forbedring og udvikling af nye produkter og koncepter.

Novozymes er en af Danmarks største koncerner og er mest kendt for at udvikle enzymer til industrien. De beskæftiger i øjeblikket cirka 6.400 medarbejdere, hvoraf mere end 20 procent arbejder i forsknings- og udviklingsafdelinger. Og alle medarbejdere er i berøring med innovation.

”Nogle afdelinger arbejder specifikt med at udvikle nye koncepter og produkter, mens andre skal tænke i innovation, når de taler med kunder, myndigheder osv. Det gælder om hele tiden at opsnuse, hvor behovet for innovation er,” forklarer Thomas Videbæk og fortsætter:

”Vi har en decentraliseret tilgang til innovation, så det ikke bare kommer fra hovedkvarteret. Vi har innovationsspecialister overalt, så vi har mulighed for at målrette innovationen specifikt til alle verdens markeder.”

Innovation kræver rummelighed

Novozymes har sat mål for innovationen. Hvert år skal der lanceres 6-8 nye produkter, en stor del af omsætningen skal komme fra nye produkter, og årligt investerer virksomheden 14 procent af omsætningen i forskning i nye produkter.

”Det er vigtigt med konkrete målsætninger, så vi undgår, at projekter løber ud i sandet. Vi måler hele tiden på innovation, men det er en hårfin balance, for på den anden side er det vigtigt for innovationen at give medarbejderne rum til at undersøge nye muligheder,” siger Thomas Videbæk.

Når Novozymes skal udvikle et helt nyt produkt eller udforske et helt nyt marked, giver de gerne medarbejderne en afgrænset periode, hvor de kan arbejde uden at skulle måles på de samme parametre som alle andre. Men efter periodens udløb er der igen milestones og mål at leve op til.

I øjeblikket har Novozymes over 100 forskellige innovationsprojekter i gang. Thomas Videbæk kan ikke gå i detaljer, men forklarer, at de blandt andet arbejder med at produktudvikle i vaskemiddelindustrien, som Novozymes har arbejdet med i over 50 år. Konkret forsøger Novozymes at udvikle enzymer, som arbejder ved lavere temperaturer end dem, der er nødvendige i dag.

”I en dansk husholdning er vaskemaskinen den næststørste energisluger. Hvis man kan opnå den samme vaskeeffekt ved en lavere temperatur, kan man spare masser af energi,” siger Thomas Videbæk.

Invester stort i innovation

Han har gennem hele sin karriere arbejdet for Novozymes, men mener, at virksomhedens måde at arbejde med innovation på kan overføres til mange andre virksomheder.

Opbyg en kultur, som er gennemsyret af et fokus på forbedringer. Forbedringer i produktion, innovation, processer, osv.

”Hvis jeg skal give gode råd til andre virksomheder, der satser på innovation, så må det først og fremmest være at være at investere stort i forskning, viden og processer, som alle fremmer muligheden for innovation. Det betyder også, at man skal give medarbejderne tid og rum til at arbejde med innovation og samtidig sikre, at der hele tiden sker fremdrift,” siger Thomas Videbæk, der også mener, at man bør arbejde tæt sammen med kunderne:

”Tænk ikke på kunder som nogen, der bare skal aftage produkter. Betragt dem i stedet som partnere, som man udvikler produkter i samarbejde med.”

Endelig, og måske vigtigst af alt, er virksomhedskulturen.

”Opbyg en kultur, som er gennemsyret af et fokus på forbedringer. Forbedringer i produktion, innovation, processer, osv. Hvis man formår at skabe en sådan kultur, kan man eliminere risikoen for, at man med tiden falder tilbage og hviler på laurbærrene,” siger Thomas Videbæk.