De dynamiske fartbump – installeret i Øresundsbroens betalingsanlæg i retning mod Danmark – er en stor succes. De har nu været i gang i lidt over et år i de baner, hvor personbiler kan køre igennem med bizz. De nyeste tal og rapporter melder om lavere hastigheder, højere sikkerhed og bedre arbejdsmiljø for de ansatte. Hver dag måles bilernes hastigheder. Tidligere kørte alt for mange over 40-50 km/t. I marts 2013 og 2014 kørte omkring 20.000 igennem betalingsanlægget med for høj fart – helt op til 93 km/t i en zone, hvor kun 30 km/t er tilladt. Målinger fra marts 2015 viser, at antallet af fartsyndere er faldet til 1300. Sådan ser det ud igennem hele året, hvilket er en enorm forbedring. Samlet set stiger trafikken på broen, så at antallet af passagerer i for høj fart falder.

Sådan virker det

Med en radar registreres bilisternes hastighed et stykke før det installerede vejbump, og køres efter hastighedsbegrænsningen, vil bilisten uhindret kunne passere. Er der derimod for meget fart på, åbnes en lem på tværs af fartbumpet, så en del af vejbanen sænkes et lille stykke. Bilens hjul vil bevæge sig ca. fire centimeter ned, hvilket nogenlunde svarer til den dybde, et hul i vejen normalt kan nå, inden det bliver fyldt ud. Fartbumpet kan mærkes, og er ikke skadeligt for bilen, men bilisten får i en fysisk reminder om, at farten er for høj. Holder man derimod hastigheden inden for det tilladte, mærker man ingenting. Med denne teknik er bilisterne samtidig sluppet for de permanente bump. Installationer af dynamiske vejbump i Sverige har vist et fald i antallet af fartsyndere fra 75% til 21% mens gennemsnitshastigheden er reduceret med 5,5 km/t.

Præventiv virkning

Fordi bilisterne på Øresundsbroen nu kører den hastighed, de må, har personalet ved betalingsanlægget fået et langt roligere og behageligere arbejdsmiljø, og der er større sikkerhed, når de bevæger sig over vejbanerne for at betjene kunder. Der er stadig pendlere, som kører meget stærkt – men det er heldigvis kun et fåtal. Både medarbejdere og kunder levede tidligere med en stor risiko for skader og ulykker, og her har de dynamiske fartbump haft en præventiv virkning. Som en ekstra gevinst viser det sig, at antallet af højhastighedskørsler i retning mod Sverige også er faldet, selvom fartbumpene som sagt kun er installeret i retning mod Danmark.