Din printer bestiller selv tonerpatroner, din vaskemaskine bestiller selv afspændingsmiddel, og helt automatisk bliver det leveret til hoveddøren, uden du rører en finger. 5 procent af alle indkøb vil være automatiseret allerede i 2020. Det intelligente køleskab vil omsider også indfinde sig i hjemmene. Det kan holde øje med, om du er løbet tør for mælk, og sørge for, at det bliver bestilt, sammen med remoulade og spegepølse. Mælk, tonerpatroner og afspændingsmiddel er en del af det intelligente hjem, der sammen med mange andre ting indgår i Tingenes Internet. Preben Mejer, der er IT-ekspert og fremtidsforsker, forklarer fænomenet således: ”I snart 20 år har vi haft internet for mennesker. Her kan vi finde informationer, købe varer, lade os underholde, og indgå i sociale sammenhænge. Vores internet er på vej til at blive et net af – og for - ting. Enorme mænger af enheder er på vej på nettet. I 2025 anslås det at 80 milliarder ting er på nettet.”

Tre udviklinger driver teknologien frem

Ifølge Preben Mejer er grunden til, at dette kæmpe skift finder sted nu, faktisk først og fremmest vores smartphone - eller rettere dens indmad. Den indeholder typisk 5 sensorer. Sensorer er små enheder, der hver især kan udføre, fange og reagere på bestemte ting som f.eks. temperatur, rystelser, eller nords placering. ”Og da der sælges 1.6 milliarder smartphones om året, betyder det, at milliarder af sensorer, der oprindeligt var ret kostbare, hamrer ned i pris. Det giver os nogle vidunderlige byggeklodser til udviklingen af internet af ting.” I de kommende år vil vi desuden se batterier med større kapacitet, så vi vil se enheder, der kan leve op til 10 år på små batterier, og nye trådløse teknologier, der kan sende op til 30 kilometer.

Maskinerne beder selv om eftersyn

Et af de store områder i den professionelle verden er er det, Preben Mejer kalder “predictive maintenance”. Det medfører, at maskinerne selv siger til, når det er tid til et servicetjek. “I Schweiz kan sensorer i jernbanelegemerne måle temperaturen, når et tog kører over dem. Når temperaturen bliver for høj, betyder det, at lejerne i vognens hjul trænger til et eftersyn. Sensorerne giver besked, og de ved præcis, hvilken togvogn der har problemer, så man kan tage toget ud til vedligehold.” På den måde undgår man at syne togvogne, som kører fint, og man nedbringer risikoen for ulykker pga. slidte togvogne, der kører videre uden at blive opdaget. Predictive maintenance kan spare op til 30 procent på driftsomkostningerne, og det kan reducere risikoen for nedbrud med omkring 70 procent.

Mange penge at spare

Det intelligente hjem er over os, fortæller Preben Mejer. Tendensen er, at danskerne i første omgang bruger det til at øge sikkerheden og mindske energiforbruget i hjemmene. Alarmer, dørlåse og lamper, der kan styres fra din smartphone. En husholdning kan typisk spare omkring 20 procent på elregningen. Men det er bare begyndelsen, for ingeniørerne står klar med meget andet. ”Et opstartsfirma er i gang med produktudvikling af robotter, der kan lave mad til os, f.eks. ud fra indholdet i køleskabet. De kan have et stort udvalg af opskrifter og lave mad på michelin-niveau.”

Risiko for hacking

Som med alt, der er forbundet til internettet, er der en risiko, for at hacket. Tyveknægte kan hacke sig ind på dine videokameraer og se, om du har designermøbler, der er værd at stjæle. Ligesom din computer kan blive hacket, kan dit hjem det også, så du skal betale et beløb for, at det hele bliver låst op igen – eller temperaturen i din stue bliver skruet ned. “Jo mere intelligent og sammenhængende teknologien er, jo mere udsatte er vi for hackerangreb, som vi også ser det med computere. Men 1980’ernes skrivemaskiner var jo helt risikofri i den sammenhæng, og vi er vist alle enige om, at vor tids computere er risikoen værd, ikke mindst fordi de er langt mere effektive at arbejde med. Der er så mange besparelser og muligheder i den nye udvikling, at så længe vi er opmærksomme på sikkerhedsudfordringerne, er det bare med at komme i gang.”