OM ROBOCLUSTER

  • RoboCluster er et nationalt innovationsnetværk, der samler de danske kompetencer inden for forskning, udvikling og design af robotteknologi.
  • Netværkets medlemmer innoverer, udvikler og applikerer robot‐ og automationsteknologier gennem samarbejde og videndeling mellem videninstitutioner og private virksomheder.

I dag er robotteknologi indført i mange virksomheder, og flere kommer til i fremtiden. Det er dog ikke ualmindeligt at høre historier om virksomhedsejere, der har købt en robot, alene fordi det er den nyeste teknologi, uden klare forudsætninger for anvendelsen, fortæller Bjarke Nielsen, cluster manager for Innovationsnetværket RoboCluster.

Klarlæg virksomhedens automationsbehov

”Det er i hvert fald et godt råd, at man gør sig helt klart, hvad man skal bruge robotteknologien til, og om man egentlig har brug for den, så det kommer til at betale sig. I dag er produktionen så differentieret, og verden er differentieret, så det er meget svært at generalisere. Det er derfor altid væsentligt at gøre sig sine behov klare og se på virksomheden ovenfra og ned,” fortæller han og tilføjer, at hvis det er en lidt for kompliceret proces, så kan man eventuelt inddrage en ekstern konsulent, der kan hjælpe med at få klarlagt behov og effekter.f

Kig omkring og få flere tilbud

Når man er kommet dertil, hvor man skal investere i robotteknologi, så er det et rigtig godt råd at kigge sig omkring hos andre, der har foretaget lignende investeringer.

Det er en mulighed for at undgå mange af de fejl, som man kommer til begå i begyndelsen i forhold til teknik og medarbejdere.

”Det er en mulighed for at undgå mange af de fejl, som man kommer til begå i begyndelsen i forhold til teknik og medarbejdere. Man bør sondere terrænet, og det gælder også blandt leverandørerne, hvor det altid er en god ide at indhente flere tilbud, der er tilpasset ens virksomhed og behov. Der er dog ingen facitliste, for alle virksomheder er forskellige, så det er svært at give helt eksakte råd, siger Bjarke Nielsen, men advarer om, at man ikke bare lader sig forblænde af den nye teknologi, og istedet gør sig overvejelser om, hvordan den kan tilføre ens virksomhed noget.

En læreproces

Når man indfører teknologien i virksomheden, er der helt sikkert en række faktorer, som kommer i spil. Ifølge Bjarke Nielsen er det næsten helt sikkert, at det tager længere tid end antaget, lige som det sikkert også er lidt dyrere. ”Det er altid en god ide at analysere tilbagebetalingstiden. Robotter er blevet væsentligt billigere i dag, men man lærer dog en del af denne proces, og det kan man bruge fremadrettet. Læreprocessen er især stor omkring den første robot, man køber, og hvis erfaringerne er gode, er man måske klar til den eller de næste,” siger han. Han understreger også at man, måske lidt banalt, generelt naturligvis bør huske at involvere hele organisationen og kommunikere klart til medarbejderne om, hvad der skal ske.

Vi vil gerne tale robotter op her hos RoboCluster, men i virkeligheden er det et værktøj som så mange andre.

Medarbejderne skal trænes

Der har været skrevet en del om, hvordan denne automatisering påvirker medarbejderantallet og jobfunktionerne, men, ifølge Bjarke Nielsen, er det i dag ikke længere så fremmed med robotteknologien. Det gælder om at få medarbejderne trænet op og uddannet til at betjene teknologien. Den er en del af udviklingen, og det ved medarbejderne godt. ”Vi vil gerne tale robotter op her hos RoboCluster, men i virkeligheden er det et værktøj som så mange andre, selvom udviklingen hele tiden er i gang. I dag er teknologien så moden, at robotter kan stå ved siden af mennesker i virksomheden, hvor den tidligere var skærmet af bag vægge eller i særlige rum. Udviklingen betyder også, at man i dag kan leje eller lease robotter, hvilket gør, at man kan undgå at købe teknologien, for at finde ud af om det er den rette løsning. Man lejer den bare i et halvt år og prøver det af,” forklarer han og tilføjer, at han trods udfordringerne ser lyst på fremtiden, og salget af robotter stiger fortsat.